Indledning
Skovvangskolen er en almindelig folkeskole med 21 almenklasser og 13 specialklasser. Specialklasserne består af elever fra hele Favrskov kommune. Specialklassernes lokaler ligger fortrinsvist i det afsnit af skolen, hvor eleverne aldersmæssigt hører hjemme.
Det betydelige antal elever, der er indskrevet i klasserne har den sideeffekt, at en stor del af skolens lærere og pædagoger har et bredt kendskab til det specialpædagogiske område.
Favrskov kommune har valgt at gruppere eleverne i indskoling, mellemtrins, og udskolingsklasser, der benævnes 03 for indskolingen (0.-3. klassetrin), 46 for mellemtrinnet (4.-6. klassetrin) og 79 for udskolingseleverne (7.-9. klassetrin).
Det er Favrskov kommunes holdning at så mange af kommunens børn som muligt skal undervises og have et fritidstilbud i nærområdet.
På skovvangskolen har vi klasser til at imødekomme behovet for et tilbud til normaltbegavede elever med socio-emotionelle problematikker, elever med komplekse ADHD problematikker, udfordringer inden for autismeområdet samt specifikke og generelle indlæringsvanskeligheder.
På alle klassetrin er der ud over lærere tilknyttet pædagoger med brede specialpædagogiske kompetencer.
Skovvangskolen har et tæt samarbejde med PPR og kommunens familieafdeling. Det samarbejde ses bl.a. ved at PPR deltager i alle relevante netværksmøder. De fleste af de elever, der indskrives i vores specialklasser, har som regel været igennem et længere udredningsforløb.
Der er stor opmærksomhed på få primære voksne i klasserne, da relationen er en grundsten for, at det specialpædagogiske arbejde lykkes.
SFO og fritidstilbud herunder klubtilbud
Elever i indskolingsspecialklasserne kan ligesom den øvrige indskoling tilmeldes et forældrebetalt SFO tilbud i nær tilknytning til almen SFO. Ahorns lokaler ligger på Vanggangen, og det er således muligt at deltage i aktiviteter sammen med den almene SFO.
Når eleverne når til 4 klassetrin overgår de til et klubtilbud – dette klubtilbud findes på Gården i Hammel.
Samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)
PPR er den væsentligste samarbejdspartner for skolens specialklasseteams. Det er PPR der ligger inde med nødvendig viden og information om de visiterede elever. Med forældrenes tilladelse kan PPR give skolen adgang til testresultater, rapporter og lignende.
Denne viden sættes i spil sammen med PPR i supervisionsforløb. PPR psykologen sidder med til alle relevante møder i forbindelse med elever
Visitation til specialklassetilbud
Det er PPR, som visitaterer børn til Favrskov Kommunes specialklasser, men det er det pædagogiske personale på Skovvangskolen som sammen med ledelsen vurderer den endelige klasseplacering af de visterede elever.
Når en distriktsskole (det skoledistrikt som eleven bor i) står over for en elev med behov for et meropstøttende tilbud, kontakter skolen PPR, der kan visitere til et specialklassetilbud. Der er en forårsvisitation og en efterårsvisitation, men der kan forekomme løbende optag i klasserne.
Det er elevens distriktsskole der godkender en indstilling til PPR. Dette kan blive aktuelt, hvis eleven er indskrevet på en anden skole end distriktsskolen. Almindeligvis har der været et længere udredningsforløb inden der indstilles til specialklasse.
Ved en elevs start i specialklassetilbuddet inviteres til overleveringsmøde om eleven. I mødet deltager alle involverede parter.
Dette møde er særdeles vigtigt, fordi det samtidig er starten på det kommende skolehjemsamarbejde og de indbyrdes forventninger, der er omkring dette samarbejde.
Skolehjemsamarbejde
Der er et udvidet skolehjemsamarbejde mellem personalet i specialklasserne og elevens forældre/plejeforældre. Samarbejdet vedrører den daglige trivsel og læring. Samarbejdet kan have skriftlig, telefonisk eller personlig kontakt.
Det er som oven for nævnt af stor betydning at personale og forældre har afstemt forventninger i samarbejdet ved samarbejdet start.
Der er to årlige skolehjemsamtaler, et handleplansmøde. Desuden kan såvel skole som forældre til enhver tid anmode om netværksmøder vedrørende den enkelte elev.
Der er løbende skriftlig kommunikation via Aula mellem skole og forældre.
Samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
Hovedparten af Skovvangskolens specialklasseelever er på et eller andet tidspunkt i deres skoleforløb igennem en udredning hos BUA. Skovvangskolen bistår udredningen med de oplysninger om elevens faglige, sociale og personlige ressourcer i det omfang, det er os bekendt. Efter et forløb udarbejder BUA altid en rapport, som er omfattet af offentlighedsloven. Der er kun muligt for skolen at få indsigt i denne rapprot, hvis forældre giver samtykke hertil. I visse tilfælde tilbyder BUA vejledning til skolen og elevens forældre.
Inklusionsstrategi på Skovvangskolen
Skovvangskolen betragter inklusion som en gradvis bevægelse fra det specialiserede tilbud mod det almene tilbud i et tempo og et omfang, der er tilpasset den enkelte elevs forudsætninger og muligheder.
Inklusion er også at modtage et nyvisiteret barn i en af skolens specialklasser. Ved modtagelsen arbejder lærerteamet for at sikre at den nyankomne elev hurtigst muligt føler sig fysisk, socialt og fagligt inkluderet. Der er vores opfattelse, at uden at disse forhold er opfyldt virker de pædagogiske tiltag kun begrænset.
Hvis en elev i en specialklasse efter nogen tid viser muligheder for at kunne have gavn af tilknytning til en almen klasse forsøges dette i et tæt samarbejde mellem de involverede lærerteams og elevens forældre. Inklusionsforsøget skal give mening personligt, fagligt og socialt for eleven
Målsætning for specialklasserne på Skovvangskolen
Overordnet mission: At bringe eleverne fagligt så langt som det er mulig og samtidig gøre dem livsduelige.
Operationelle mål: At 75% af eleverne tager dele af Folkeskolens afgangsprøve